Spring til hovedindhold (Press Enter)

Toyota tester fossilfri benzin i almindelige biler

Pressemeddelelse 15. juli 2026

Toyota, BMW, Bosch og Repsol går sammen om at dokumentere, hvordan eksisterende benzinbiler kan reducere CO₂-udledningen ved brug af 100 procent biobrændstoffer uden at skulle skifte til nye motorer, nye biler og uden at skulle bygge nye tankstationer.

Elektrificeringen af transporten er i fuld gang, og i første halvår er 80 procent af de nyregistrerede personbiler i Danmark fuldt elektriske. Det bidrager til reduktionen af CO2 fra den danske bilpark. Men hvad med de millioner af benzinbiler, der allerede kører på danske og andre europæiske veje? Det spørgsmål skal et nyt pilotprojekt fra Toyota, BMW, Bosch og Repsol være med til at besvare.

I Spanien er 20 biler fra Toyota og BMW således netop kørt ud på vejene med 100 procent biobrændstof i tanken for at undersøge, hvordan eksisterende køretøjer under virkelige forhold kan bidrage til at reducere CO₂-udledningen med den infrastruktur og teknologi, der allerede findes i dag.

Pilotprojektet løber over seks måneder og skal skabe konkret dokumentation for, hvordan biobrændstoffer kan anvendes i praksis. Bilerne tankes udelukkende med Repsols Nexa 95, som er fremstillet af affaldsbaserede råvarer og opfylder kravene i EU's Renewable Energy Directive (RED), mens Bosch leverer en digital løsning, der registrerer og dokumenterer biobrændstoffets anvendelse gennem hele værdikæden.

Biobrændstoffer som supplement

Målet er at vise, hvordan biobrændstoffer kan supplere elektrificeringen og bidrage til en mere teknologineutral tilgang til reduktionen af CO2 i vejtransporten. Erfaringerne fra projektet skal deles med politikere, brancheorganisationer og andre interessenter i Europa.

"Biobrændstoffer kan spille en vigtig rolle side om side med elektrificering for at reducere CO₂-udledningen. I takt med omstillingen af transportsektoren er det blevet klart, at der er en voksende risiko for ikke at nå helt i mål med, at alle nye biler i EU i 2035 er nulemissionsbiler. I et sådant scenarie vil biobrændstoffer kunne bidrage til at bygge bro over kløften til at opnå CO2-neutralitet, især når de kombineres med hybrid og plug-in hybridteknologier. Pilotprojektet skal demonstrere, hvordan biobrændstoffer allerede i dag kan levere et meningsfuldt bidrag til betydeligt lavere CO2-udledning fra både nye og eksisterende biler," siger Pascal Ruch, Vice President Corporate & Governmental Affairs hos Toyota Motor Europe.

Pilotprojektet vil fokusere på tre centrale forhold: tilgængeligheden af biobrændstoffer, mulighederne for digital certificering af brændstoffet med systemet Digital Fuel Twin fra Bosch og den praktiske drift af bilflåder, der udelukkende anvender biobrændstof.

Bosch skal med sin digitale sporingsløsning dokumentere, hvor og hvordan biobrændstof anvendes.

"Med vores Digital Fuel Twin skaber vi fuld digital transparens i hele brændstofkæden og gør det muligt at dokumentere anvendelsen af biobrændstoffer helt ned på det enkelte køretøj. Det er afgørende for at skabe tillid og understøtte en bredere anvendelse af biobrændstoffer i mobilitets- og transportsektoren," siger Dr. Marko Babic, Head of Product Area hos Bosch.

Indsamler erfaringer og data

Hos BMW handler projektet om at indsamle erfaringer og data om fremtidens drivlinjer.

"Teknologisk åbenhed er en central del af BMW Groups strategi. Samtidig er vores mål altid at få mindre klimabelastende og mere effektive biler ud på vejene. Bilerne fra BMW og MINI vil i dette pilotprojekt give værdifuld viden, som kan hjælpe os med fortsat at tilbyde kunder over hele verden de bedste og mest effektive drivlinjer," siger Stefan Heller, Head of Development of the VEEF Programme hos BMW Group.

Det er ikke tilfældigt, at pilotprojektet foregår i Spanien. Her findes der nemlig allerede over 30 Repsol-tankstationer, hvor det er muligt at tanke 100 procent biobrændstof. Ifølge den spanske energikoncern, Repsol, vil projektet kunne vise, at flere teknologier kan spille en rolle i omstillingen af transportsektoren.

"Enhver løsning, der kan reducere udledninger, har en rolle i dekarboniseringen af transportsektoren. Projektet her viser, hvordan biobrændstoffer kan give forbrugerne endnu en mulighed for at reducere deres klimaaftryk med eksisterende biler og infrastruktur. Vi er stolte af at bidrage med vores ekspertise og infrastruktur sammen med Toyota, BMW og Bosch," siger Estíbaliz Pombo, Deputy Director of Energy Products hos Repsol.

Projektet gennemføres i Spanien, hvor Repsol som den eneste udbyder i dag tilbyder 100 procent biobrændstoffer på offentligt tilgængelige tankstationer. Resultater og erfaringer fra projektet vil løbende blive delt med europæiske beslutningstagere og brancheaktører som bidrag til den videre debat om fremtidens mobilitet og reduktion af transportens CO₂-udledning

Modtag nyheder fra Toyota

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så er du altid opdateret om nyheder, kampagner, gode tilbud og konkurrencer fra Toyota.
Tilmeld dig

De seneste nyheder fra Toyota