Pressemeddelelse 13. oktober 2025
Der er fuld damp på elbil-kedlerne hos Toyota, der præsenterer seks nye elbiler inden udgangen af 2026. Hele tre af disse får danmarkspremiere på den nye elbilmesse i Herning fra 24. til 26. oktober. Derudover giver Toyota også for første gang i Danmark sit bud på fremtidens fuldt elektriske mikrokøretøj til byen.
Toyota løfter for første gang sløret på dansk jord for flere nye elbiler samt for en ekstra spændende konceptbil, der giver et indblik i en fremtidig fuldt elektrisk mikrobil udviklet særligt til kørsel og parkering i byen. Det sker på Elbilmessen i Herning i dagene fra 24. til 26. oktober.
Her vil Toyota diske op med en af udstillingens største stande, hvor kommende helt nye elbiler som bl.a. Urban Cruiser, C-HR+ og bZ4X Touring vises frem for første gang på dansk jord. Samtidig vil en ny og markant forbedret bZ4X også pryde Toyota-standen, der er designet i traditionel, minimalistisk japansk organisk stil.
Urban Cruiser er en helt ny kompakt SUV, der triller ud på de danske veje om kort tid. Inden da vil man for første gang kunne tage den i nærmere øjesyn og opleve den robuste elbil, der kan fås med to forskellige batteripakker og med en WLTP-rækkevidde på op til 426 km. Det er desuden muligt at vælge mellem forhjuls- eller firehjulstræk, og batteriforvarmer og en effektiv varmepumpe er standard i alle udgaver.