Mandag den 3. juni 2024
Danskerne foretrækker Toyota. Det viser helt nye tal for bilsalget i årets første fem måneder fra bilstatistik.dk. Med 6.165 nyregistrerede personbiler i år ligger Toyota fortsat øverst på listen og mønstrer en fremgang på hele 17 procent sammenlignet med de første fem måneder i 2023.
Det totale bilsalg i Danmark ligger med 66.809 nyregistrerede personbiler efter fem måneder på niveau med salget i fjor og dermed øger Toyota sin markedsandel. I år er knap hver tiende nye bil i Danmark således en Toyota.
Andelen af elbiler er fortsat i vækst, og i maj udgør elbilerne med 7.241 nyregistrerede personbiler halvdelen af bilsalget. Det er en stigning på 63 procent sammenlignet med maj i fjor. Toyotas mest populære bilmodel i maj er da også elbilen, Toyota bZ4X, der med 266 nyregistrerede personbiler placerer sig blandt de ti mest populære bilmodeller i Danmark i maj.
Samlet set udgør elbilerne 43 procent af bilsalget i år mod 30 procent i samme periode i 2023. Knap seks ud af ti danskere vælger dermed fortsat en bil med forbrændingsmotor.
Den mest populære bilmodel i år er fortsat Tesla Model Y med samlet 3.270 nyregistrerede personbiler. Det er dog det mest populære bilmærke, Toyota, der markerer sig stærkest med fire modeller blandt de 20 mest populære i år. Aygo X topper hos Toyota med 1.294 nyregistrerede personbiler, mens Yaris, Yaris Cross og elbilen bZ4X også placerer sig blandt årets 20 mest populære bilmodeller.