1. Toyota-ejere
  2. Reservedele og tilbehør
  3. Barnestole fra Toyota

Barnestole til din Toyota

Sikker transport af dit kæreste eje

Sæt sikkerheden først

Barnekroppen er en sart størrelse, og den er for lille i forhold til bilens sæder og sikkerhedsseler. En korrekt monteret barnestol kan gøre en livsvigtig forskel i tilfælde af en kollision. Kollisionskræfterne fordeles mere jævnt, og risikoen for alvorlig personskade og dødsfald reduceres med omkring 70 % sammenlignet med et barn, der ikke er fastspændt.

For at sætte risikoen i perspektiv: Hvis bilen kolliderer med 50 km/t, og barnet ikke er fastspændt, svarer det til et fald fra 10 meters højde eller fra tredje sal.

Det skal også understreges, at den kraft, der kræves for at fastholde barnet ved en kollision, stiger eksponentielt: Hvis hastigheden fordobles, skal der mere end den dobbelte kraft til at fastholde barnet.

Ved en kollision med 50 km/t vil et lille barn på fem kilo, forvandles til en vægt på 100 kilo, som du umuligt kan holde fast i.

Et livsvigtigt valg

Der findes et stort udvalg af barnestole, og det kan være svært at overskue, hvordan man finder den rigtige. Start med at søge i den rigtige kategori af barnestole i forhold til barnets højde og vægt.

Lad barnet bruge den valgte barnestol, indtil det har vokset sig ud over kategoriens grænser, som står beskrevet i barnestolens manual.

Vælg en barnestol med H-sele eller krydssele, hvis det fås i den ønskede kategori af barnestole. Denne seletype fordeler kollisionskræfterne mere skånsomt på barnets krop.

Det er ikke alle typer barnestole, der kan anvendes i din bil, så det er meget vigtigt, at du får præcis information og rådgivning. Hvis du fx vælger en universal barnestol, skal du sikre dig, at bilen har tilsvarende universal monteringsmulighed.

Hvis du skulle være det mindste i tvivl, er du altid velkommen hos din Toyota-forhandler, som står klar med information og rådgivning, så du kan vælge den helt rigtige barnestol.

Bagudvendte barnestol

Til små børn er en bagudvendt barnestol det sikreste valg. Nakkepartiet er meget sårbart hos småbørn, og ved et typisk sammenstød vil kollisionskræfterne overføres til barnestolen i stedet for, at barnets hoved kastes fremad. En bagudvendt stol kræver lidt mere plads end en fremadvendt, men det kan lade sig gøre i de fleste biler.

Det anbefales, at barnet sidder i bagudvendt stol, fra det er nyfødt, og til det er mindst 15 måneder (gerne op til 4-5 år). Så vælg en barnestol, hvor barnet kan sidde bagudvendt så længe som muligt.

Det er forståeligt, hvis du foretrækker barnestolen placeret ved din side i passagersædet, så du bedre kan holde øje med barnet og lettere kan hjælpe og trøste, hvis det skulle være nødvendigt. Vi vil alligevel anbefale, at barnestolen placeres på bilens bagsæde, hvor barnet er meget bedre beskyttet i tilfælde af en kollision.

Hvis det ikke er muligt at placere barnestolen på bagsædet, er den næstbedste løsning en bagudvendt barnestol på passagersædet. Husk at frakoble airbaggen i passagersiden, så den ikke forårsager skade på barnet, hvis den blæses op ved en kollision.

Hvad er ISOFIX?

I søgningen efter barnestol, vil du støde på begrebet ”ISOFIX”. Det er en international standard for sikker montering af barnestole. ISOFIX-beslagene på barnestolen klikkes fast på to metalbøjler, der sidder skjult mellem bilens ryglæn og sæde. Du er velkommen til at kontakte din Toyota-forhandler, hvis du er usikker på den nøjagtige placering af metalbøjlerne i din Toyota.

Korrekt montering af ISOFIX-barnestole er nemt og hurtigt, og du bliver helt fri for besværlig montering ved hjælp af bilens sikkerhedssele. De fleste ISOFIX-barnestole er ydermere sikret med en top-strop, så den sidder ekstra fast og hverken kan tippe eller rotere.

Denne artikel er ikke ment som en erstatning for instruktionsbogen til hverken bil eller tilbehør. Vi tilråder grundig læsning af hele instruktionsbogen. Toyota påtager sig intet ansvar for indholdet af denne artikel, og/eller for eventuelle følger af handlinger, der er foretaget på grundlag af oplysninger i artiklen.

Mere om originalt tilbehør