29-01-2010 Tilbagekaldelse af otte Toyota-modeller i Europa

Toyota Motor Europe har netop meddelt, at man igangsætter en tilbagekaldelseskampagne i Europa på grund af et potentielt problem med gaspedaler.
Toyota Motor Europe har i dag udsendt en pressemeddelelse, hvori de offentliggør en tilbagekaldelse af otte Toyota-modeller i Europa for at løse et potentielt problem med bilernes gaspedal. De involverede modeller og produktionsperioder er, som følger:
  • Aygo (feb. 2005 – aug. 2009)
  • iQ (nov. 2008 – nov. 2009)
  • Yaris (nov. 2005 – sep. 2009)
  • Auris (okt. 2006 – jan. 2010)
  • Corolla (okt. 2006 – dec. 2009)
  • Verso (feb. 2009 – jan. 2010)
  • Avensis (nov. 2008 – dec. 2009)
  • RAV4 (nov. 2005 – nov. 2009)

Det præcise antal biler involveret i tilbagekaldelsen er fortsat ved at blive afklaret, men det kan være op mod 1,8 millioner biler. Ingen Lexus eller øvrige Toyota-modeller er berørt. Hvor mange biler, der er berørt af tilbagekaldelsen i Danmark, er endnu ikke klarlagt, men det vil vi snarest informere om på www.toyota.dk.

”Vi forstår, at situationen kan vække bekymring hos vores kunder, og det beklager vi dybt. Men vi vil samtidigt forsikre vores kunder om, at det potentielle problem med gaspedalen kun forekommer i meget sjældne tilfælde. Den tilbagekaldelse, vi nu sætter i gang, er en præventiv foranstaltning med det formål at garantere vores kunder den højest mulige sikkerhed”, udtaler Toyota Motor Europes adm. direktør Tadashi Arashima.

Der er en mulighed for, at visse gaspedaler rent mekanisk – i helt særlige tilfælde – kan blive stående i en aktiv position eller unormalt langsomt bevæge sig tilbage til udgangspositionen. Over tid kan en gaspedal blive slidt. Som et resultat af dette slid sammenholdt med forskellige betjenings- og miljømæssige påvirkninger kan den mekaniske friktion blive øget og i nogle situationer resultere i, at gaspedalen bliver hård at træde på, langsom til at gå tilbage til udgangspositionen, og i yderste konsekvens kan den forblive i en delvis nedtrådt position.

Der er kun konstateret få tilfælde i Europa, og Toyota Motor Europe er ikke vidende om, at der er sket uheld som følge af dette problem. Følgende forholdsregler kan anvendes hvis et tilfælde mod forventning skulle opstå. Hvert enkelt tilfælde kan variere, og føreren må bruge deres sunde fornuft, men Toyota giver følgende anvisninger:

  • For biler med manuelt gear: træd koblingen ned og skift til frigear og brug bremserne til at foretage et kontrolleret stop i vejsiden og sluk motoren
  • For biler med automatgear, Multi Mode gear eller CVT: skift gearvælgeren til Neutral (N) position og brug bremserne til at foretage et kontrolleret stop i vejsiden og sluk motoren
  • Hvis du har brug for at stoppe med det samme, kan køretøjet standses ved at træde på bremsepedalen med hårdt og jævnt tryk. Pump ikke bremsepedalen, da det vil nedbryde det vakuum, der bruges til bremseforstærkeren
  • Hvis man ikke er i stand til at sætte køretøjet i frigear, så drej tændingsnøglen et klik tilbage til ACC positionen, hvorved motoren slukkes. Dette vil ikke medføre tab af kontrollen med styre- eller bremseegenskaberne, men servohjælpen til disse systemer vil ikke virke. Tag IKKE tændingsnøglen ud, da dette vil låse rattet
  • Hvis køretøjet er udstyret med en motor start / stop-knap, så tryk fast og jævnt på knappen i mindst tre sekunder for at slukke for motoren. Man må IKKE trykke gentagne gange på motor start / stop-knappen
  • Hvis køretøjet er udstyret med en konventionel tændngnøgle-tænding, så drej tændingsnøglen et klik tilbage til ACC-positionen for at slukke for motoren. Tag IKKE tændingsnøglen ud, da dette vil låse rattet

Er man i tvivl kan nærmeste Toyota forhandler / -reparatør kontaktes Toyota har identificeret en løsning på problemet og er lige nu i gang med at færdiggøre den praktiske procedure, der skal igangsættes for at afhjælpe det potentielle problem.

Så snart denne procedure er endelig færdiggjort, vil alle berørte kunder blive informeret direkte. En løbende ændring, som allerede er foretaget i produktionen, gør, at det ikke er nødvendigt at stoppe produktionen i Europa.

Toyota gør alt for at løse dette problem for vores kunder så hurtigt som overhovedet praktisk muligt. Vi vil løbende informere om tilbagekaldelsen her på www.toyota.dk.

Venlig hilsen

René Mouritsen

Informationschef
Toyota Danmark A/S

Share this