04-09-09 Toyota viser på biludstillingen i Frankfurt konceptbilen Prius Plug-in Hybrid
En plug-in-hybrid fungerer grundlæggende som en elbil på korte ture og som en almindelig hybridbil på længere strækninger. Dens egenskaber som elbil betyder overordnet, at den har længere rækkevidde og bedre brændstoføkonomi end en konventionel hybridbil.
Den bruger altså mindre fossilt brændstof, udleder mindre CO2 og bidrager mindre til den atmosfæriske forurening. Men fordi, der er tale om en hybrid, kan den køre uanset batteriets ladetilstand, og den er i modsætning til en ren elbil - ikke afhængig af mulighederne for opladning via elnettet.
500 testbiler
Toyota udvikler en plug-in-hybridbil, som kan oplades ved hjælp af ydre energikilder som f.eks. en almindelig stikkontakt. Den nye bil bygger på Toyotas hybridteknik, der er en kerneteknologi, når det gælder miljørigtige køretøjer.Konceptbilen, der vises i Frankfurt, er beregnet til at køre cirka 20 kilometer på en fuld opladning og til at have en CO2-udledning, der er mindre end 60 gram pr. kilometer. Toyota tror på, at plug-in-hybridbiler repræsenterer en miljørigtig løsning, som gør det muligt at udnytte en række forskellige energikilder.
I første omgang er det planen at introducere 500 plug-in-hybrider: 200 i Japan, 150 i USA og 150 i Europa. Bilerne skal fortrinsvis benyttes af flådeejere og skal bane vejen for accept og forståelse af denne nye teknologi.
Toyota vil fortsætte sine bestræbelser på at opnå bæredygtig mobilitet ved at udvikle plug-in-hybrider, elbiler og brændselscelle-hybridbiler på grundlag af den eksisterende hybridteknik. På den måde vil Toyota hjælpe med til at begrænse brugen af fossilt brændstof, reducere CO2-udledningen og muliggøre udnyttelsen af flere forskellige energikilder.
Specifikationer for Prius Plug-in koncept:
Længde | 4,46 meter |
Bredde | 1,75 meter |
Højde | 1,49 meter |
Benzinmotorens slagvolumen | 1797 kubikcentimeter |
Benzinmotorens maksimaleffekt | 73 kW (99) hk ved 5200 o/m |
Benzinmotorens maksimale drejningsmoment | 142 Nm ved 4000 o/m |
Elmotortype | Permanent magnet synkronmotor |
Elmotorens maksimaleffekt | 60 kW (82 hk) |
Elmotorens maksimale drejningsmoment | 207 Nm |
Lithium-ion-batteri |
|
CO2-udledning | Under 60 gram pr. kilometer (målsætning) |
Rækkevidde i eldrift | Cirka 20 kilometer (målsætning) |
Ladetid ved 200 volt | 100 minutter (målsætning) |
