27-08-2009 Ny Toyota Prius får 5 stjerner i Euro NCAP sikkerhedstest
Den nye generation af hybridbilen Toyota Prius har opnået de maksimale fem stjerner i Euro NCAP’s sikkerhedstest. Med en samlet score på 83% er Prius den tredje Toyota-model, som får tildelt fem stjerner i år. De andre to er Toyota Avensis og Toyota iQ.
Den nye Prius har dermed som forventet det samme høje sikkerhedsniveau som den tidligere model, der også fik tildelt fem stjerner for dens passagersikkerhed tilbage i 2004.
Prius er i den nye generation udstyret med endnu bedre aktive- og passive sikkerhedssystemer samt forbedret fodgængersikkerhed. Alle Prius-modeller kommer nu med kollisionsabsorberende beklædning i kabinen, syv airbags og aktive nakkestøtter.
Den nye Prius lanceres i Danmark til oktober, og på europæisk plan har Toyota allerede modtaget mere end 17.000 kundeordrer på den nye Prius.
