Uddannelsesmuligheder hos Toyota
Toyota har tradition for at udvikle sine medarbejdere, og er dermed stærkt repræsenteret på uddannelsessiden.
Teknik
Toyota udbyder selv alle former for teknisk uddannelse - såvel lak og karrosseri som teknik.
Når du starter som lærling, er du automatisk, hvad vi hos Toyota kalder trin 1-tekniker. Derefter har du mulighed for, i takt med at du uddanner dig, at stige til trin 3-tekniker. Trin 3 er det højeste, du kan opnå.
Yderligere har vi et omfangsrigt udbud af efteruddannelse, så du hele tiden har mulighed for at opdatere/udvikle din viden.
Salg og service
I ”Toyotas salgs- og service akademi” bliver du tilbudt kurser indenfor salg og service samt lederuddannelser.
Vores servicekurser indeholder alt lige fra garanti og klagebehandling til aflevering af biler, kundeforståelse og indgående kendskab til Toyotas CS koncept = Customer satisfaction (kundetilfredshed).
Salgsuddannelsen består af et omfattende sælger- og salgschefcertificeringsprogram. Denne certificering giver dig mulighed for at arbejde som ”sælger-generalist” (almindelig salgskonsulent/ senior salgskonsulent) eller at specialisere sig inden for et område/produkt, eksempelvis erhvervssalg.
Derudover er der løbende mulighed for videre-/efteruddannelse, hvor der ligeledes vil være mulighed for erfaringsudveksling med andre ligesindede i Toyota-organisationen.
Lederuddannelsen er tilpasset såvel mellemledere som den øverste ledelse hos forhandlerne. Der er derfor både grundlæggende lederkurser og kurser for de erfarne ledere.
Vores sælger- og lederuddannelse foregår som regel i samarbejde med en ekstern uddannelsesudbyder.
Konkurrence for teknikere, kunderådgivere og karrosseriteknikere
Toyota Danmark afholder tre forskellige konkurrencer – teknikerkonkurrencen, kunderådgiver-konkurrencen og karrosseriteknikerkonkurrencen. Konkurrencerne afholdes hvert tredje år i den nævnte rækkefølge.
Udover at du har mulighed for at teste dine evner i forhold til dine kolleger fra hele landet, får du også en sjov, udfordrende og minderig dag. Vinderen af den nationale konkurrence skal deltage i den europæiske finale, der foregår i Bruxelles. Derudover får vinderen en rejse til Japan, hvor du sammen med kolleger fra hele verden vil være midtpunkt ved en ceremoni og blive optaget i den eksklusive klub ”International Service Champions Society”. Endvidere får du lejlighed til at se en del af Toyota i Japan. En oplevelse for livet!
Vores forventninger til dig som Toyota-medarbejder
Toyota har igennem mange år positioneret sig som markedsledende i Danmark, og er verdens tredjestørste bilproducent. Vi er kendt for at sælge velkørende og driftssikre biler med høj grad af kvalitet og service. Èn af vores grundlæggende filosofier igennem mange år har været at skabe en høj kundetilfredshed ud fra devisen ”tilfredse kunder vender tilbage”.
Dette stiller nogle krav til dig, der vil være lærling/elev hos Toyota. Nemlig, at du:
- er interesseret i at nå et højt fagligt niveau
- er indstillet på løbende uddannelse
- tager ansvar for din egen uddannelse og udvikling
- er indstillet på at leve op til Toyotas ”kundetilfredshed”
Vi forventer yderligere af dig, at du er:
- serviceminded
- vidensøgende og selvstændig
- effektiv
- indstillet på at yde dit bidrag til et velfungerende team
- har humor og godt humør
Elever og lærlinge fortæller...
For at give dig en bedre indsigt i de forskellige arbejdsområder, du kan blive præsenteret for hos vores forhandlere, har vi bedt nogle af vores elever/lærlinge fortælle lidt om dem selv og deres hverdag på de følgende sider...
